-
Business-update: Midt i toldinferno er LEGO enormt glad for sin fabrik i USA
来源: BDK Finans / 09 4月 2025 11:17:54 America/New_York
Godeftermiddag! Aktiemarkeder verden over bløder, mens USAs og Kinas præsidenter, de herrer Trump og Xi, kaster uhyrligt høje toldsatser og andre økonomiske granater efter hinanden hen over Stillehavet. Men det skal ikke forhindre os i at levere dagens overflyvning over de interessante nyheder i erhvervslivet. Lad det være sagt med det samme. Denne Business-update kommer også i høj grad til at handle om det, der efterhånden ligner verdenshistoriens første og største økonomiske verdenskrig. Vi begynder lige med en hurtig opdatering, så du ikke behøver scrolle gennem hele dagens liveblog om toldkrig på Berlingske. Kina i nyt modsvar og styrtblødende aktier Kina har lidt over middag dansk tid meddelt, at man vil hæve tolden på amerikanske varer til i alt 84 procent. Det sker som en modvægt til, at USA med virkning fra i dag har hævet tolden på kinesiske varer til 104 procent. Berlingskes erhvervskommentator, Thomas Bernt Henriksen, mener, at toldkrigen mellem USA og Kina er eskaleret helt ud af kontrol. »Handlen mellem USA og Kina går i stå. Det er dramatisk, fordi værdikæderne bliver slået i stykker, og fordi Kina er en motor, der ikke bare producerer varer, men i lige så høj grad producerer komponenter til andres produktion,« siger han til Berlingskes liveblog. Reaktionen er ikke udeblevet. De danske aktier styrtdykker, og ifølge en oversigt, som mine kolleger på livebloggen har lavet, er tre danske aktier, GN, DSV og A.P. Møller – Mærsk i top ti over de hårdest ramte aktier i Europa. I USA er børserne også åbnet. Selvom formarkederne varslede kursfald, ser starten på handlen ud til at være mere afdæmpet. Donald Trump er også stået op, og på sit eget medie, Truth Social, skriver han midt i infernoet, at det er et »fantastiske tidspunkt at flytte din virksomhed til USA«. Imens er råvarepriserne begyndt at falde, mens USAs finansminister, Scott Bessent, ifølge Reuters ikke vil afvise, at USA kan finde på at afnotere kinesiske aktier fra amerikanske børser. Kigger vi rundt i de internationale medier, har både Financial Times og The Wall Street Journal bekymrende nyheder om, at kurserne på statsobligationer er begyndt at falde, og at det, man ellers troede var en sikker havn, måske ikke er så sikkert. Det kan du snart læse mere om på Berlingske.dk, hvor mine dygtige kolleger på Business er i fuld gang med at undersøge sagen. Berlingskes told-liveblog finder du her. Investorer lammet af nye kursfald: »Alt er oppe i luften« På ovenstående baggrund er det måske ikke helt mærkeligt, at investorer famler i blinde, når de forsøger at navigere deres porteføljer gennem det igangværende stormvejr, som Børsen kan fortælle. Investorerne frygter, at de nuværende massive kursfald vil fortsætte. »Usikkerheden på markederne er så massiv lige nu. Alt er oppe i luften. Hvor længe det varer ved, er i princippet op til én mand: Donald Trump. De kursudsving, vi har set i ugens løb, har været voldsomme, men det er slet ikke sikkert, at vi har set det værste endnu,« siger Emil Laursen, porteføljeforvalter hos Investering og Tryghed, til Børsen. C25-indekset lukkede med et fald på 5,6 procent. Ikke et ord om Trump, men: LEGO er enormt glad for sin fabrik i USA Mens toldinfernoet raser med tiltagende styrke, har onsdag været en festdag for den danske legetøjskoncern LEGO. LEGO har nemlig åbnet en ny fabrik i Vietnam, med deltagelse af den vietnamesiske premierminister og LEGOs topchef, Niels B. Christiansen. I den anledning har Finans' erfarne reporter Lone Andersen talt med Carsten Rasmussen, der er LEGO-koncernens øverst ansvarlige for global produktion. LEGO har længe haft en strategi om at bygge regionale forsyningskæder, og her spiller den nye fabrik en central rolle i at forsyne Asien med LEGO. I USA har LEGO en pakkefabrik, mens klodserne lige nu bliver produceret på den forkerte side af toldmuren omkring USA, nemlig i Mexico. LEGO er imidlertid i fuld gang med at bygge en fabrik i Virginia. Den skal stå klar i 2027, og selvom LEGO endnu ikke har villet kommentere toldkrigen, så er Carsten Rasmussen godt tilfreds med strategien »Vi er enormt glade for, at vi har fået Vietnam med nu, for det giver også mere modstandskraft i den region. Og vi er da enormt glade for, at vi for snart tre år siden traf beslutning om at bygge en fabrik i USA,« siger Carsten Rasmussen til Finans. Tre uundværlige fra Berlingske Business Dansk milliardær og virksomhedssejer bliver ramt af Trumps toldhammer: Det er værre end både finanskrise og coronanedlukning Bent Jensen, der har skabt milliardkoncernen Linak og er én af Danmarks rigeste, er mildest talt rystet over omfanget af Trumps toldkrig. Situationen er lige nu værre end alt andet, han har oplevet i sine snart 50 år som virksomhedsejer. Læs interviewet her. Ulrik Bie: Det er en del af Trumps plan – men kollaps i olieprisen har store konsekvenser Olieprisen er faldet kraftigt de seneste dage, og det skyldes ikke kun udsigten til økonomisk tilbagegang som følge af Donald Trumps toldkrig. Prisfaldet kan have utilsigtede konsekvenser – ikke mindst for USA selv. Læs analysen her. Medicinalindustrien slipper ikke: Trump lover »høj« told på medicin »meget snart« Lægemidler vil også meget snart blive omfattet af en høj told, slog Donald Trump fast sent tirsdag aften i en tale. Målet er at ramme Kina, men også Europa, fremgik det. Læs mere her. Tak for at læse med! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-midt-i-toldinferno-er-lego-enormt-glad-for-sin-fabrik